Gæst, fremmed – eller hører du til?

Jo da, det kan være hyggeligt at være gæst, og eksotisk at besøge fremmede steder – men hvis man hele livet er gæst og fremmed – så mangler der virkelig noget: At høre til! Nærhed. At nogen kender mig, og jeg kender nogen. Dybt, trygt, intimt. Oplevelsen af at være elsket.

Moses begyndte sit liv som elsket. Ja, og med en mors ønske om at bevare hans liv fra egypternes nedslagtning af de små. Moses var værdsat.

Men. Ja, men, derefter var rigtig meget op ad bakke. Dagen kom, da prinsessen, der havde reddet ham, ville have ‘sin’ søn. Et hebraisk barn hos en egyptisk mor. Senere, da han trådte i karakter og tog parti for hebræerne ved at slå en egypter ihjel, så ville hebræerne ikke kendes ved ham. Med ét blev Moses hjemløs og flygtede til et fremmed land.

Fra fremmed til fremmed.

Vi får måske et glimt at Moses’ følelser, da han navngiver sin søn Gershom, “for jeg er blevet gæst i et fremmed land” (2 Mos 2,22).

Senere, da Israel folk er ført ud af Egypten, og Moses’ søskende er i lederskab med Moses, så anklager de: “Har Herren kun talt til Moses? Har han ikke også talt til os?” (4 Mos 12,2). Her var også afstand.

Men Gud svarer:
“Hør mine ord!
Er der en profet blandt jer,
giver jeg mig til kende for ham i et syn,
taler til ham i en drøm.
Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses,
han er den betroede i hele mit hus,
med ham taler jeg ansigt til ansigt,
ligefremt og ikke i gåder,
han får Herrens skikkelse at se.
Hvor vover I da
at tale mod min tjener Moses?”
(vers 6-8)

Moses var nær Gud, Gud var nær Moses. Moses hørte til hos Gud.

Jeg ønsker for dig, at du har mennesker, som du har nærhed med. Når dette ikke lykkes – så glem ikke, at Gud er dig nær. Ja, gå dagligt ind i hans nærhed. Det er den dybeste og mest ‘mættende’ nærhed, der findes.