Hun kiggede på mig, og jeg fornemmede noget særligt over hende. Måske havde hun allerede sagt, “der er noget, jeg må fortælle dig.” Jeg kunne ikke helt aflæse hendes følelser. Bare dette særlige. En vis alvor. En tøven eller søgen efter de ‘rigtige’ ord. “Jeg skal på en ny livsrejse…” hun holdt en lille pause… “det er spændende, hvad Gud har til mig på den…” hun kigger mig lige i øjnene: “jeg har fået brystcancer.” Det var så uventet. Det var 12 år siden, hun havde haft brystcancer i det andet bryst. 10 år efter havde de sagt, at hun var helt rask, og at man ikke ville forvente brystcancer…