At hvile i hans plan

Jeg kan hvile i hans plan – med jublende glæde – og også give slip, når jeg ikke forstår.

Den ene aften var jeg ‘på’. Nå, nej, der var også vigtige ting dagene før og efter – men lige den aften ville det være ret bøvlet, om jeg ikke var der.

Dagene op til var jeg forkølet. Natten efter fik jeg tandpine.

Tilfældigt?

Op til havde jeg faktisk været ret ubekymret – Gud havde lagt løftet i mit sind: “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10). Ja, vi havde bedt om hans plan… vi gjorde, hvad vi gjorde, for at det skulle være til hans ære og række ud. Så, jeg hvilede i, at dette var hans, og at han ville lade mig være frisk.

Og det gjorde han. Og – jeg oplevede, at han understregede det for mig – da jeg takkede ham for, at tandpinen først kom efter!

Det er jo ikke mig, der dikterer ham, og jeg kan ikke gennemskue hans valg og veje – jeg kan bare tro, give ham min tillid. Min bøn havde lydt noget a la: Gud, tak fordi jeg kan have tillid til, at du vil lade mig være frisk – for vi har bedt om og tror, at dette er din plan. Samtidig Gud, hvis ikke – så må du vise mig, hvad jeg skal lære af det, og hvis der er noget, jeg ikke har forstået.

Jeg slap det. Han ordnede det. Og med den efterfølgende tandpine fortalte han mig, at dette arrangement var hans – og han tager ansvar for sit.

Tak, tak, tak, kære Gud! Jeg elsker at gå med dig i hånden! Jeg elsker, at du lærer mig at læne mig mere og mere ind til dig! Tak… jeg tror på, at din plan rækker lagt længere ind i mit liv, end jeg er klar over…