Under Guds egen regnbue

“Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden” (1 Mos 9,13). Sådan sagde Gud. Han gav et tegn. Han ville fortælle os, at han altid vil huske på os. At han passer på os og elsker os. At han er – når vejret – også livsvejret – er voldsomt.

Regnbuen på himlen er ikke Guds første bue. Se engang:

“Rundt om ham var der stråleglans; som regnbuen, der viser sig i skyerne en regnvejrsdag, sådan så den stråleglans ud, der var om ham” (Ez 1,27-28).

Det er Ezekiel, som får lov at se Guds herlighed. Og han ser Gud på sin trone, og der er regnbuen rundt om Gud. Strålende.

Næste gang du ser en regnbue, så lad den minde dig om, at Gud gav dig regnbuen, for at fortælle dig, at han husker dig. Og at regnbuen spejler den regnbue, som er om Gud selv.

Han er nær. Han elsker dig. Han glemmer dig aldrig.

Der, hvor han er på sin herligheds trone, er du i hans hjerte.