Det velsignede og besværlige fællesskab

Nej, jeg ved ikke, om jeg helt mener det – altså at fællesskaber er besværlige… Og så alligevel. Indrømmet. Selvom jeg elsker fællesskaber – så er det jo ikke altid let… Nogle gange er det bare lettere at gøre tingene selv – og så bliver det, som jeg vil have det…

Men altså. Vi er skabt til fællesskaber. Og sammen sker der noget, som aldrig vil kunne ske, hvis vi gør det alene.

Det gælder menigheden og det, Gud gør for os som kristne.

Her en meget smuk beskrivelse: “Så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4,13). Det er Kristi legeme – der vokser til at være et fuldvoksent menneske, der kan rumme Kristi fylde – ikke det enkelte individ.

Og ja, “vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” – “I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,13.27).

Så – sagt på en anden måde – du får del i mere af Kristi fylde, når du er i et fællesskab. Under Kristus: “Sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed” (Ef 4,15-16).

Er det ikke smukt? Og så holder det mig ydmyg – jeg skal ikke alt selv, men Gud sender andre omkring mig i mit menighedsfællesskab, mennesker, som kan noget, jeg ikke kan. Jeg kan vokse igennem de gaver, som Gud har givet andre.

Tak for dig! Tak fordi vi kan vokse sammen! Tak fordi du deler det, som Gud har givet dig!