Cykeltur – og liv – i blæsevejr
Jeg var ude på mountainbike på ret blæsende dag. Lun og sommerlig. Jeg nød det. Alt var så smukt.
Til tider var vinden ret imod mig. Men den generede mig ikke, for jeg søgte ikke at vinde over den – jeg var bare i den – tilpassede gear og hastighed – havde i øvrigt ikke travlt.
Jeg kom til at reflektere over det. Normalt siger jeg, at jeg ikke er god til modvind. Jeg kan bare ikke køre så stærkt i modvind, og når jeg slider og strider op i den så føles det virkelig hårdt. Men altså ikke denne dag – for jeg sled ikke; jeg cyklede bare – og nød det.
Pludselig oversatte Gud tanken til livet: At der kan jeg også bare lade modvinde og storme være – ikke forsøge at vinde over dem, eller slide mig til løsninger og veje. Bare overgive dem til ham. Og nyde ‘cykelturen’ – være i mit liv i alt det, som han giver mig at arbejde med, se alt det som jeg kan glæde mig over undervejs.
Amen! Det gjorde indtryk. Og forskellige bibelvers har igen og igen mindet mig om den pointe.
Ved Det Røde Hav: “I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).
Da moabitterne og ammonitterne angreb Joshafat og israelitterne: “Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme af denne store hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds. … Men alligevel er det ikke jer, der skal kæmpe; I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer” (2 Krøn 20,15.17).
“Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker. Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind; han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag. Vær stille over for Herren, vent på ham” (Sl 37,4-7).
Må Gud velsigne dig på dit livs ‘cykeltur’ – slip dit fokus på blæsevejret, tag imod løftet og lad Gud tage sig af det – og nyd så turen: Find din glæde i Herren! Han elsker dig højt – og alt dit er i hans hænder!