Tabets have og sejrens have

To haver. Mange år imellem dem.

Edens have. Getsemane have.

Edens have. Alt var smukt. Alt var såre godt. Alt var fuldkomment. Alt var til glæde. Menneske og Gud var sammen ansigt til ansigt.

Getsemane have. Det var mørkt. Måske så han ikke ret meget. Han var forpint. Han gruede. Han var angst. Fortvivlet til døden. Han kæmpede i sin fars nærhed, og dog var han så langt væk.

Faldet i Edens haves konsekvens sås så tydeligt i Getsemane have. Den enes lyst førte til så meget smerte. Den enes selviskhed blev mødt med så meget kærlighed.

To ufattelige begivenheder. Hvordan kunne hun, som kun var omgivet af kærlighed give slip på ham, der elskede hende så højt? Og hvorfor ville han, som var i den fuldkomne herlige himmel, tilbedt, beundret og elsket, vælge at komme til denne jord, forhadt og forfulgt til døden?

To svar: Egenkærlighed. Kærlighed.

Egenkærligheden førte til en jord i pine.

Kærligheden fører til en evighed i glæde.

“Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil” (Matt 26,39).

Og Gud ville! Gud ville frelse os – hvad det end kostede. Og Jesus lod Guds evige vilje være sin vilje, ja, også at lade sin skrøbelige, menneskelige vilje erstatte af Guds evige vilje! Han rejste sig fra kampen i Getsemane have som sejrende – og han gik ud og sejrede – på et kors. Kærlighedens sejr.

Hver gang du møder fristeren og falder i Edens have – stedet, hvor du troede alt var godt… Gå så også forbi Getsemane have og bliv favnet af Guds kærlige arme, gå videre i hans sejr, fyldt med hans evige vilje for dit liv! Et liv til frelse – og et liv til tjeneste, så længe du er her.

Uanset om det gør ondt… så er hans kærlighed stærkere! Hans vilje er stærkere! Hans hjælp er stærkere! Og fra det, som var så mørkt – så går du videre i hans lys!

For “Jeg er verdens lys” (Joh 9,5).