Når solen går ned, kommer hvilen

Sådan var det en gang i al fald. Menneskene kunne ikke arbejde, når solen gik ned, og det blev mørkt. Og solen tilfører vores jord energi til liv. Og menneskene har fundet på at tilbede solen, fordi de tænkte, at den var kilden til deres liv. Så de tilbad solen, der står op.

Gud beder os om at tilbede ham, når solen går ned. I skabelsesberetningen læser vi om, at det nye døgn begynder med aften: “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag” (1 Mos 1,5). Den sjette dag blev menneskene skabt: “Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag” (vers 31).

Herefter kom den særlige dag: “På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte” (1 Mos 2,2-3). Den begyndte, da solen gik ned, da den sjette dag sluttede. Da hvilede Gud og mennesker.

“Og den syvende dag er sabbat for Herren din Gud,” (2 Mos 20,10) læser vi i det fjerde bud. For tilbedelse og hvile: “Da må du ikke gøre noget som helst arbejde” (vers 10).

For det er ikke solen, der giver os energi og liv. Det er ikke vores eget arbejde, der sikrer vores liv. Det er Gud.

Og Gud siger, at vi skal hvile. Ja, hvile på det arbejde, han har udført.

Derfor siger Gud også: “I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, herren, som helliger jer. … på den syvende dag skal der være fuldstændig hvile, den er hellig for Herren” (2 Mos 31,13.15).

Sabbatten. Hvilen. Tegnet på, at Gud er den som helliger os, giver os livet, frelser. Alt fra ham. Tænk, alt det er vi skabt til at modtage.

Jeg elsker det… jeg lægger bare min træthed ned… ja, jeg lægger min iver og rastløshed ned… jeg modtager bare hans hvile. Lige her.