Jeg gav en lille bekymring til Jesus

“Vær stærke, fat mod,
alle I som venter på Herren!”
(Sl 31,25)

Jeg ventede. Med en vis utålmodighed. På noget der var ret meget uden for min påvirkningsmulighed. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne.

Det handlede om, at nogen ikke kunne kom ind på denne hjemmeside. Noget virkede ikke. Alt fungerede set fra mit ståsted. Jeg havde ydermere opdateret alt, hvad der kunne opdateres, hvis det nu skulle have en indflydelse alligevel. Og jeg havde sendt spørgsmålet videre: Kan jeg gøre noget i denne situation?

Så – hvad kunne jeg andet end at vente. Og – bede.

Hov.

Jeg tog mig selv i at bede ‘nedefra’. Ud fra min udfordring – som jeg nu ønskede, at han skulle gøre noget ved. Ja, det kan næsten blive, som om jeg skal bede for at ‘få ham til det’. Overtale?

Men stop en gang: Er det måske ikke ham, der i første omgang har givet ordet, jeg deler her? Er det ikke ham, der ønsker, det skal ud? Er han ikke endnu mere interesseret i, at tingene skal virke, end jeg er?

Ja, er det ikke ham, der giver løftet om, at jeg kan bede om brød til min sultne ven (Lignelsen Luk 11,5-10) – “Bed, så skal der gives jer” (Luk 11,9).

Det var anderledes – tillidsfuldt – at give det til Gud på denne måde. Med tak for at jeg ved, at han har det i sine hænder – og at han allerede er i gang med at gøre noget. Ja, hvis han ser, at det er vigtigt, at det kommer ud – så er det op til ham at få det løst…

Og min erfaring er, at alt mellem Gud og mig fungerer på denne måde. Gud elsker mig så højt, at intet i mit liv er udenfor hans interesse… men naturligvis ved jeg ikke, hvorfor jeg så må vente…

Men ved Guds nåde, så vokser min tillid til ham – lige der!