Han favnede mig med sin Ånd

Det var tidlig morgen. Jeg var på vej ud for at bade. Jeg sagde til Gud, at jeg ønskede mig, at solen måtte skinne.

Jeg gik ned i vandet. Var favnet af vandet. Favnet af Gud. Og jeg overgav mig til at være totalt favnet og fyldt af hans Ånd.

Jeg elsker, at dåben begraver os helt. Intet urørt af Gud. Intet urørt af Ånden. Alt overgivet til ham.

Solen skinnede ikke. Den lå lige i kanten over horisonten dækket af de lave skyer. Ja, selv når vi er omgivet af Ånden, er det ikke altid lyst. Det er ikke altid, at solen eller varmen når os med sin fylde – selvom Gud er der.

Det gjorde godt at tænke på – og mærke. Favnet af Gud – også når alt ikke er nemt.

Jeg gik op af vandet. Cyklede langs vandet. Nu kom solen frem. Alt genspejlede solens lys. Der var den særlige skønhed, som kun er, når solen skinner. Jeg elsker den. Og jeg elskede at tænke på, at øjeblikkene uden solen ikke er evige – ligesom de svære ting ikke er det…

Favnet af Gud. I vandet. Af solen. En morgenprædiken oversat af Guds Ånd ind i mit hjerte. Gud går aldrig væk.

“Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.”
(Sl 139,7-12)

Gud er her med dig – uanset hvor du er, eller hvordan du har det. Han holder dig fast i dag! Han elsker dig.