Kan tillid opstå, når vi ikke tør være nøgne?

Forunderlige tillidsfulde var de to: “Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke” (1 Mos 2,25). Men så kom synden, kærligheden revnede og tilliden var brudt. Og siden den gang finder vi næppe to mennesker i denne verden, der har haft så stor tillid til hinanden…

Men Gud da? Har vi tillid til ham?

I første omgang havde de to ikke: “Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig” (1 Mos 3,10). Men deres nøgenhed kunne de faktisk heller ikke helt ordne, og Gud var den, der virkelig klædte dem på: “Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på” (vers 21).

For Guds kærlighed til mennesket var ikke revnet.

Det største argument for, at vi kan give Gud vores tillid, er, at han elsker.

Og når vi igennem Bibelen ser på Guds kærlighed, så ser vi ikke en kærlighed, som forsvinder, da synden kom. Tværtimod ser vi et endnu stærkere udtryk for Guds kærlighed til os: Han kom selv og døde på et kors.

Så stor kærlighed åbner op for alt.

Hos ham kan vi være dem, vi er: Sårbare og nøgne.

Om manden og hans hustru stod der, at de blev “ét kød” (1 Mos 2,24). I dag er Gud den, vi kan komme allernærmest, og det er ham, der gør, at vi også kan komme nærmere hinanden: “De skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig” (Joh 17,21-23).

Gud er kærlighed. Ham kan vi give vores tillid.