Så grim og fæl er synden – så stor frelsen!

Bibelen er bogen med de store kontraster.

Først begynder den med, at alt er godt.

Så fortsætter den med, at så meget godt mistes.

Adam og Eva har mistes den nærhed, de havde med Gud – de gemte sig. De har mistet den grundlæggende tillid imellem sig – Adam gav Eva skylden. De har mistet deres hjem – de blev smidt ud af haven. De har mistet en søn – Abel blev dræbt af Kain.

Og her står vi – læserne! Ansigt til ansigt med ondskab, der folder sig ud!

Åh, jeg er så glad for alle Guds-signalerne!

“Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden” (1 Mos 3,15) – og – jeg har brug for det! Gud, giv mig et ægte had til alt forkert.

“Hendes afkom skal knuse dit hoved” – knus ham, den djævel! Gud, hvis ikke du knuser ham, knuser han mig.

“Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på” (vers 21) – Gud, dæk mig i din nåde!

“[Synden] vil begære dig, men du skal herske over den” (1 Mos 4,7) – Tak, Gud, giv mig at sejre!

“Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel” (vers 15) – Sæt blodets nådesmærke på mig – så jeg kan få livet – selvom jeg har syndet og fortjener døden.

Midt i alle historierne om ondskab – så kig efter alle Guds-signalerne! Gud, der ikke går væk. Gud, der evner at agere i en ond og grusom verden – ja, i virkeligheden – og lige der – giver han sig selv på et kors, så vi kan leve!