Jesus inviterer mig til at komme til ham!
Her er versene – med mine markeringer:
“Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.
Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!” (Luk 11,9-13).
Ni gange er der ord, der fortæller, hvad du skal gøre! De første tre i bydeform: Bed – søg – bank på.
Og det sidste ord: ‘beder’ – står i en form, som understreger, at det skal være kontinuerligt.
Sådan. Sæt i gang! Vær ikke bange for at fortælle Gud om alt i dit liv! Del dit liv med ham. Spørg ham om det, du tumler med. Bed ham om hjælp til alt, hvad du har mellem hænderne.
Eller sagt med nogle af de andre ord i versene: Der sker noget, når du beder. Så får du! Så finder du! Så bliver der lukket op for dig!
Det er et skønt liv! At du får hjælp til noget. At du finder noget, du har virkelig brug for. At vejen foran dig åbnes.
For ikke at tale om, at Helligåndens tilstedeværelse i vores liv – giver et helt andet liv. At være sammen med Jesus – gennem Helligånden – er jo grundlaget for alt andet.
Bed – og du skal få!
Så – vi tager dig på ordet, kære Jesus. Kom og vær sammen med os her – lige nu!