Kan en kirke være et læ?

Jeg stod foran vores kirke i Nyborg og kom til at tænke på, hvordan udhænget giver læ. Der kan man stå i tørvejr.

Tankerne bevægede sig videre… for ja, det er faktisk smukt, hvis vores kirke er et sted, hvor man kan finde læ…

Et sted, hvor man kan komme og være tryg. Vide at man er elsket. Ja, endda uden at skulle fortjene det…

Et sted, hvor man ikke bliver ‘angrebet’ eller set ned på.

Et sted, hvor man helt enkelt kan glæde sig sammen med mennesker og sammen med Gud.

Et sted, hvor man oplever tilgivelsen, og at man kan slippe det, der har givet fortrydelse. Få en ny begyndelse.

Ja, et sted hvor man kan være i læ for al verdens smerte og ondskab…

Gud er alt det. Et læ. Ikke blot som et udhæng ved en kirke – men – måske også det? Måske kunne det indgå i en salme, hvis jeg skulle skrive en? Måske kunne kirke indgå som et sted, hvor man kunne søge tilflugt?

David skrev: “Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning” (Sl 18,3).

Ja, sådan er Gud! Og – må mennesker finde ham her i kirker og i menigheder – ja, afspejlet i os.

Et læ.