Guds tale da jeg vandede blomster

Varme dage. Blomsterne i krukkerne skulle vandes. Regelmæssigt.

Som jeg stod der og bad morgenbøn, imens jeg vandede, brugte Gud naturens lignelse…

Ja, for det er ikke nok at vande ‘kort’ – man skal vande så længe, at jorden får nok til at blive gennemvædet – tilpas i al fald. På samme måde med mit samvær med Gud. Når han vil fylde mig med Helligånden, er det heller ikke nok med et ‘øjeblik’ – jeg må også blive så længe sammen med ham, at jeg gennemvædes.

Og ja – det skal være regelmæssigt – ellers tørrer jeg ud. Det ved jeg faktisk godt. I forhold til Gud kan jeg ikke helt leve på det, jeg fik i går. Jeg må fyldes op hver dag.

Jeg kiggede på strålerne. Med min vander kunne jeg gøre dem kraftigere eller svagere. Jeg havde fundet det tilpasse sted, så de kom blødt nok på planten til ikke at slå hårdt. Og tænk, Gud giver os heller ikke så meget af sig selv, at vi slås tilbage… Det er ikke så tit, at vi tænker over det, måske, men Moses fik jo også kun lov at se Gud bagfra, fordi et syndigt menneske ikke bare kan se en hellig Gud.

Vand – det bringer livet i sig. Hvis planterne ikke får vand, så dør de. Jeg elsker disse vers:

“Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Det er sagt til kvinden i Samaria – og nu til dig! Gud vil give dig sig selv, livets vand, fylde dig indefra, så du aldrig skal tørste – ja, så det ligefrem flyder over, og andres tørst kan slukkes, fordi du deler ham! Skønt! Drik masser af livets vand! Brug tid sammen med Jesus. En dag – så ses vi der, hvor vi lever evigt!