Han var så ond, at det fik konsekvenser

Endnu en stærk historie, som vi kan fryde os over, undre os over…

Historien om ægteparret begynder med et helt klart perspektiv: “Manden hed Nabal og hans kone Abigajil. Hun var både klog og smuk; men han var hård og ond” (1 Sam 25,3). Bibelen skjuler ikke noget her.

Historien folder sig ud. Nabal er egoistisk, han vil ikke invitere David og hans mænd med til fåreklipningsfest – selvom de har hjulpet Nabals mænd med at passe på fårene. Men Abigajil er en handlekraftig og vis kvinde, som får konfliktnedtrappet så blodsudgydelse undgås.

Abigajil er i øvrigt også ærlig omkring Nabal – alt andet ville øjensynlig også have været en åbenbar løgn – hun siger til David: “Tag dig ikke af Nabal, det ondsindede menneske. Han svarer til sit navn; Nabal hedder han, og tåbeligt handler han” (vers 25).

Okaaay – selv det kan synes nok så modigt og måske også frimodigt, siden hun jo dog var gift med Nabal.

Men det stærkeste kommer. For da Abigajil fortæller Nabal, om hvad der er sket, sker følgende: Da “hans kone fortalte ham, hvad der var sket, stod hjertet stille i livet på ham, og han blev helt forstenet. Efter ti dages forløb ramte Herren Nabal, så han døde” (vers 37-38).

Nå. Nå? Nå!

Tænker vi: Åh, Gud, det kan du godt nok ikke tillade dig. Eller: Endelig, Gud, det er vidunderligt at se, at du sætter grænser for ondskab! Eller: Hvorfor gør du ikke det noget oftere, Gud?

Nogle historier efterlader os uden præcise svar på den store klinge… Men – i mit hjerte har jeg en historie om en Gud, der ser – og handler – når han finder, tiden er inde! Han sætter grænser for ondskab. Han ved, hvornår det enkelte menneske har haft sin prøvetid – og har valgt at sætte sig selv i centrum – i stedet for at sætte Gud – kærligheden – andre i centrum.

Det er trygt.