De fleste konger handlede ondt

Dommerbogen ender skrækkeligt. Grumme historier. Og den ender sådan her: “På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (Dom 17,6; 21,25).

Ja, hvis Gud er vores konge, så gør det virkelig forskel!

Men kort efter ønskede Israel en jordisk konge. Ligesom alle de andre. Det var dommeren Samuel ikke meget for. “Men folket ville ikke høre på Samuel. ‘Nej,’ sagde de, ‘vi vil havde en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk’ “ (1 sam 8,19-20). Gud sagde: “Alt, hvad folket forlanger af dig, skal du føje dem i. Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (vers 7).

Men Gud forlod dem ikke. Han gik med dem. Han hjalp dem med at finde de bedste konger – når de var klar til det. Han brugte konge-situationen til at pege frem mod Jesus-kongen.

Men historien for Israel fortsætter i bølger. Den ene efter den anden konge. “Amon… gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne,” “Josija… gjorde hvad der var ret i Herrens øjne,” “Joakaz… gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne,” “Jojakim… gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne” (2 Kong 21,19.20; 22,1.2; 23,31.32; 23,36.37).

Efterhånden flest, der handlede ondt. Så… efterhånden trak Gud sig… han holdt i al fald ikke hånden over dem… “Jojakin… gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. … På den tid drog babylonerkongen Nebukadnesars folk mod Jerusalem, og byen kom under belejring. … Så førte han hele Jerusalem i eksil, alle stormændene og de velstående, ti tusind i alt, og alle håndværkerne og finsmedene. Der blev ikke andre tilbage end de fattigste af landbefolkningen. Han første Jojakin i eksil i Babylon” (2 Kong 24,8.9.10.14-15).

Ja, “det var på grund af Herrens vrede, det gik Jerusalem og Juda sådan. Til sidst forstødte han dem fra sit ansigt” (2 Kong 24,20). Efter at have advaret dem gennem profeter – som de ikke havde lyttet til… “Herren, deres fædres Gud, sendte dem igen og igen advarsler gennem sine sendebud, fordi han ville skåne sit folk og sin bolig” (2 Krøn 36,15).

Men – de skulle kun være i Babylon en tid. En tid til omvendelse. Profeten Jeremias havde fået dette fra Herren: “Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år. men når der er gået halvfjerds år, vil jeg straffe Babylons konge og folket dér for deres synd, siger Herren” (Jer 25,11-12). “Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted” (Jer 29,10).

Vi møder en Gud, der ikke giver op. Han bliver ved og ved med at forsøge at få sit folk til at vælge ham som Gud og konge! På den måde, som han ser vil virke bedst, for at nå deres hjerter…