Til inspiration: Vi må være ledt af Guds Ånd!
Ja, i virkeligheden er Guds Ånd den eneste, der kan forvandle os til at tjene Gud i stedet for os selv, inspireret af djævelen…
Som profeten Ezekiel siger: “Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 36,25-27).
Og sådan en mand var Gideon. Der står således: “Da iklædte Herrens ånd sig Gideon,” og Gud sendte Gideon for at befri Israel fra midjanitterne: “Så vendte Herren sig til Gideon og sagde: ‘Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig’ ” (Dom 6,14.34).
Og hvordan ser det så ud i virkeligheden? Ja, der fælles træk med andre krigshistorier, som vi allerede har læst. Gud viser Gideon og israelitterne helt tydeligt, at det er ham, Gud, som gør forskellen.
“Herren sagde til Gideon: ‘Du har for mange folk hos dig til, at jeg vil give midjanitterne i deres hånd; Israel vil bare selv tage æren og sige: Min egen hånd har skaffet mig sejr’ ” (Dom 7,2).
Først sagde Gud, at han skulle sende dem hjem, der var bange. Bagefter sorterede Gud dem ved en kilde. Og – det endte sådan her: “Med de tre hundrede mand, som labbede vandet i sig, vil jeg give jer sejr; jeg giver midjanitterne i din hånd” (vers 7). Og det gjorde Gud.
Hvilken åndelig lektie er der i den historie for mig?
Jo, åndelig krigsførelse handler ikke om min selvkontrol eller min kontrol over noget som helst andet. Det handler om at invitere Gud helt tæt på, at Helligånden kommer ind i mit liv – at jeg er villig til at slippe det, som ikke er efter Guds hjerte – og så i øvrigt se Gud vinde sejrene i mit liv. På måder, som jeg slet ikke forventer…