De kom ind i landet – og fik fred

Josva ledte folket til sejr af Kana’an – på Guds mirakuløse måder. Og det kom til sin afslutning:

“Således erobrede Josva hele landet, ganske som Herren havde sagt til Moses, og Josva gav Israel det i eje; hver stamme fik sin del. Derefter var landet fri for krig” (Jos 11,23).

Fred. Det var det, som var Guds plan.

Og processen derhen havde set således ud: “Der var ingen by, der sluttede fred med israelitterne, bortset fra hivitterne, som boede i Gibeon. Alle andre erobrede de i kamp. For det var Herrens vilje at forhærde dem, så de indlod sig i krig med Israel. Israelitterne skulle lægge band på dem og udrydde dem uden at vise nåde, sådan som Herren havde befalet Moses” (vers 19-20).

Fred. Fred var Guds plan på et højere plan. Det var Guds plan, at dette folk skulle have fred med Gud. Ja, følge Gud. Og undervejs fik de forskellige folkeslag valget: Om de ville fred med Gud og hans folk. Hvis de ikke ville – ja, så sluttede altså deres liv.

Det kan synes voldsomt for os. På den måde minder historierne os om, at vi lever i en verden, som en dag vil nå til sin afslutning (hvilket også kan være en voldsom tanke – samtidig med at det er afsættet for en verden uden synd, med evig glæde) – og hvor der kun er liv for dem, der har valgt fred med Gud. Og for dem, der har fravalgt Gud, så afsluttes livet med evig død. Og Gud ved, hvornår enhver i sit hjerte har valgt efter hvilke principper, livet leves – efter hvilken Gud.

Gud ved. Som den eneste kan Gud sætte stregen i sandet. Han er retfærdig. Og han er kærlig. Enhver får mulighed for at vælge ham.