Låst og lukket – omring med bøn!
Hvor tit har du ikke stået overfor en situation som denne: “Jeriko var lukket og låst for israelitterne; ingen kunne gå ud eller komme ind” (Jos 6,1).
Et liv i hårknude. En situation i baglås. En uoverskuelig opgave uden afsæt for kunne gøre noget.
“Men Herren sagde til Josva: ‘Se, jeg giver Jeriko og dens konge i din hånd’ “ (vers 2). Gud giver! Kan du mærke lettelsen ind i din vanskelige situation?
Og så sker det. Gud sender folket rundt om byen. Syv dage i træk. En gang hver dag, syv gange den syvende dag.
Det er mange dage, hvor der ingenting sker.
Jeg kan lide at sammenligne deres rund-vandringer med bøn: Vi kan omfavne noget i bøn i mange dage, hvor der ingenting sker. ‘Syv’ dage – fuldkommenhedens, fuldstændighedens tal – en opfordring til at blive ved – indtil der sker noget.
Den syvende dag skete det: “muren faldt sammen, og de kunne gå lige ind i byen og indtage den” (vers 20).
Skøgen Rahab og hendes familie og alle, der hørte hende til, blev frelst. Gad vide, om hun i løbet af de syv dage fik flere til sit hus, stedet for frelse?
Ja, her ligger også et kald til os: Vi må bede for dem, der endnu ikke har taget Gud til sig som Gud – at de gør det! At stærke episoder i deres liv og i verden må få dem til at vælge ham til!
Måske er det den vigtigste opgave for os – at omringe med bøn – mens Gud gør det, der skal gøres…