Historien om Gud, der elsker – syndere i oprør

Det kan godt være, at Guds ønske var, at hans folk skulle være til velsignelse – men det var de ikke altid. Hans folk gjorde oprør et utal af gange! De var utilfredse med Gud. De ville deres egne veje.

Ja, nogle gange kan man undre sig, fordi man ser et utal af kærlighedsgerninger fra Gud overfor dem – et utal af mirakler. Og så alligevel…

Det er et faktum, vi skal huske, når vi læser Bibelen: Det er historien om syndere og om oprør. Gang på gang ser vi ikke Guds ‘plan A’ – men ‘plan B’ eller ‘C’ eller… Det, der sker, afspejler ikke bare, hvad Gud ønskede, at der skulle ske…

Han vidste det.

Gud gav dem de ti bud – skønne rammer for et godt og trygt liv. Men han vidste også, at mennesker ville komme til at bryde dem.

Så – jeg finder det smukt – at lige efter beretningen om buddene, så kommer “Forordning om alteret”: “Herren sagde til Moses: Dette skal du sige til israelitterne: I har selv oplevet, at jeg har talt til jer fra himlen. I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld. Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig. Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem” (2 Mos 20,22-25).

Smukt. Lige efter at de har fået buddene, får de alteret – stedet, hvor de kunne ofre og få tilgivelse. Ja, og blot et alter af jord – intet arbejde ved at forarbejde, for når man kommer til Gud, kommer man uden nogen former for fortjeneste – og man kommer, for at blive tilgivet og velsignet på ny. Stedet, hvor man bliver elsket!

Bibelen er historien om Gud, som ikke går væk, men bliver ved med at elske og forsøge at drage mennesker nær til sig – selvom de igen og igen gør oprør…