Jeg er taknemmelig over, at Gud siger stop

Krig. Ondskab. Vold. Misbrug. Udnyttelse. Mishandling.

Listen kunne gøres længere. Og jeg må sige: Jeg er taknemmelig for, at Gud evner at sætte en stopper for den slags. En dag.

Og som vi har set på de sidste dage: Så kom dagen, da Gud sagde stop (samtidig med at der var en mulighed for at blive frelst).

For alle mennesker i hele verden, der ikke var gået ind i arken, kom den dag da “Herren lukkede” døren, og “vandfloden kom over jorden” (1 Mos 7,16.17).

For menneskene i Sodoma og Gomorra kom den dag, da “Herren lod svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne” (1 Mos 19,24-25).

Historierne er parallelle. I dagene med vandfloden: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Og om Sodoma og Gomorra: “Herren sagde: ‘Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide’ “ (1 Mos 18,20-21).

Gud satte en stopper for ondskab.

Og det fortæller mig, at Gud også sætter stop i dag. Gud ser ondskaben. Han hører skriget. Og en dag siger han stop.

Måske kan det være svært at tænke på alle de mennesker, der døde i syndfloden og i byerne… Men måske ville alternativet være værre: At Gud gjorde ingenting? Tænk, hvis Gud altid gjorde ingenting, at tingene bare kunne udvikle sig som de ville… ond, ondere, værst… Det ville være så frygteligt!

I vores dagligdag spørger vi måske i virkeligheden hyppigere om, hvorfor Gud ikke sætter flere grænser for ondt? Hvorfor det tager sig lang tid, inden han griber ind? Hvorfor han øjensynlig ingenting gør?

Men tag ikke fejl. Gud har ‘gang i’ langt mere, end vi er klar over. Og en dag kommer dagen, hvor han siger stop.