Smerte over en død søn

Historien fortælles ikke. Vi ved ikke, hvor stor Adam og Evas smerte var.

Jeg læser, at historien bevæger sig fra smerte til smerte. Smerten over at opleve sig selv på anden måde: Nøgen. Smerten over at have miste trygheden med Gud: De gemte sig; bange. Smerten over at blive hængt ud af sin ægtefælle: Adam giver Eva skylden. Smerten over at miste sit hjem: Gud sendte dem ud af Edens have.

Og nu: Smerten over at stå ved Abels døde krop. Deres kære søn. De havde hørt hans latter i går. Nu var livet forbi. Det første møde med døden: “… indtil du vender tilbage til jorden…” (1 Mos 3,19).

Råbte de: Gud, hvorfor? Vi hører kun Eva sige ved Sets fødsel: “For Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, for ham slog Kain ihjel” (1 Mos 4,25).

Var Gud ond, at han ikke forhindrede, at Kain slog Abel ihjel?

Er Gud ond, når syndens konsekvens ruller ud over jorden?

Er Gud ond, at han giver mennesker et frit valg?

Er Gud kærlig, når han selv bærer syndens konsekvens og smerte: Guds Søn døde?

Ja, Gud er kærlig!

Fejlagtigt giver vi ham ansvar for djævelens handlinger – djævelen, slangen, Satan er uendelig ond, at han fik dem til at invitere ondt ind i denne verden… For ondt er og bliver aldrig godt!

Det er godt, at Gud gav os en fri vilje – for hvis vi ikke havde den, ville vi aldrig kunne elske, aldrig mærke kærligheden i vores egne hjerter. Men konsekvensen er, at vi også kan vælge ondt.

Gud, jeg vil vælge godt! Jeg hader at møde død! Jeg hader syndens konsekvens. Jeg elsker, at du bærer den – og giver mig liv, på ny! Jeg vil dig!