En stor historie om godt og ondt

Slangen, djævelen var en engel i himlen, da han begyndte at så tvivl om Guds godhed for at ophøje sig selv. Ja, det var løgn, men han var djævelsk dygtig til det, og fik en tredjedel af englene med på sin side (Åb 12,3-4; Job 38,7).

Vi læser historien: “Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op,  men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen.  Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den” (Åb 12,7-9).(Jesus kaldes her Mikael. Det kaldes han også i Dan 12,1).

Ondskab i himlen. Et sted, hvor alt skulle være godt, og kun godt. Jeg er faktisk taknemmelig for, at Gud var mægtig nok til at sende dem ud. For at tænke sig en himmel med evig ondskab – det ville være forfærdeligt.

Men helt ærlig, når nu Djævelen var gennemskuet af Gud, og Gud var nødt til at handle for at bevare og beskytte det gode – kunne han så ikke have udslettet alt ondt på én gang – så vi var sluppet for hele denne ‘mellemregning’: En jord fyldt med så meget ondskab, som vi må leve med og i?

Nix. Mit første svar bunder helt og aldeles på min tillid til Gud: Hvis det havde været muligt, så havde Gud gjort det! Gud tillader ikke et minuts lidelse, hvis det er ‘unødvendigt’.

Nix. Mit andet svar mærker jeg i mit eget hjerte: Hvis jeg – som engel – en engel, loyal mod Gud, vel og mærke – havde mærket bare den mindste smule usikkerhed: Kunne Djævelen have ret, at Gud ikke bare var god? Og Gud så bare havde udslettet en tredjedel af englene på én gang, med det samme. Så kunne en smule frygt måske godt være kommet ind i mit hjerte… Hmm… havde Djævelen lidt ret? Er det farligt at tænke selv, her?

Nix. Det er ikke farligt at tænke selv. Gud har netop givet os en fri vilje, så vi kan tænke og vælge selv. Derfor var den store historie om godt og ondt nødt til at folde sig ud. Det var nødvendigt.