Er noget umuligt for mig?
Er du klar til at få tanken spændt ud?
Gud taler til Jeremias og siger: “Se, jeg er Herren, alle menneskers Gud. Er noget umuligt for mig?” (Jer 32,27).
Det er da stort. Det kan kun en Gud sige.
På en eller anden måde har jeg også ‘vænnet mig’ til tanken om, at Gud er sådan. Ja, mere end det: Jeg elsker, at han er sådan! Jeg tror det af hele mit hjerte! Jeg læner mig ind i det i alle mulige situationer.
Men – hvad betyder det egentlig?
Hvad betyder det i mit liv? Hvad betyder det i dit liv? … At intet… intet overhovedet – er umuligt for Gud!
Ja, det spænder tanken ud. Spørgsmål dukker op.
Gud… vil du gøre noget ved det? Gud… hvornår vil du gøre noget ved det? – Ja, måske endda spørgsmålet: Gud, hvorfor har du ikke gjort noget ved det – når nu intet er umuligt for dig? Hvorfor er det stadig sådan, når du nu kan? Gud, hvorfor?
Stilhed. Har du været i stilheden, hvor Gud ikke svarer på dine spørgsmål? Er han væk?
Jeg oplever, at han er her! Fuldstændigt! Ja, han forsikrer stadig mit hjerte om, at intet er umuligt for ham… Men hans scene er så meget større end min – så jeg må slippe både min kontrol og min forståelse… og hvile – i tillid!
Og det spænder også noget ud i mig…