Et liv med hvile i sindet
Jeg sad med min bibel en morgen, hvor jeg følte mig lidt træt. Og jeg tænkte, at det var tidspunktet for mig at fordybe mig lidt i disse ord:
“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let” (Matt 11,28-30).
Disse ord kommer lige efter et vers om, at vi kender Gud, fordi han åbenbarer sig for os. Ja, Jesus, jeg har brug for, at du åbenbarer dig for mig! Og det føles som en hvile – jeg er her sammen med ham for at modtage. Det er ikke mig, som skal lykkes med at finde.
Jeg slog ordene op, og jeg kiggede i min App, hvor teksten er på græsk, og jeg kan se, hvor ordene ellers bruges. Jeg fandt:
Sagtmodig – Bruges kun det ene sted. Andre ord for sagtmodig er mild, blid.
Ydmyg – Det bruges otte steder. Gud giver sin nåde til den, der er ydmyg. Den ydmyge kan glæde sig over sin ophøjethed (interessant modsætning). Vi skal ikke stræbe efter det høje eller stole på vores egen klogskab.
Jeg tog til mig, at jeg sammen med Jesus, når jeg tager hans åg på, og det er hans måde, der bliver min – så kan jeg hvile i at møde livet fra et stille sted – uden at jeg søger at være over det hele med min dygtighed eller kontrol, et forsøg på at være noget, og at ting skal lykkes på grund af mig. Nej, det er på ingen måde ligegyldighed – blot at jeg læner mig op af ham, som er større – og så jeg yder jeg min indsats uden at være fokuseret på mig – men med fokus på ham og herfra leves og løses livet, herfra yder jeg mit bedste.
Sådan findes hvilen for sindet.