Glem aldrig at det er Gud, som gør det

Slaver. Så er man virkelig fortabt.

Israelitterne var slaver i Egypten. Fortabte indtil Gud tog dem ud i sin store magt.

Og vi er slaver af synden. Fortabte – og Gud må tage os ud. Vi kan ikke selv. Det handler om, at vi hviler i det, som han gør for os. At vi overgiver os til ham.

I går kiggede vi på den vidunderlige gave, som sabbatten er, og som Gud fortæller om i det fjerde bud. Buddene står i 2 Mos 20,9-11. Og nu til en forunderlig fin ‘detalje’. De ti bud finder vi også i 5 Mos 5, og her er sabbatsbuddet omskrevet en smule.

Således i 2 Mos 20,11: “For på seks dage skabte Herren…“
Således i 5 Mos 5,15: “Husk at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm.“
Første gang henvises altså til skabelsen, anden gang henvises til udfrielsen fra slaveriet i Egypten.

Så i vores hvile husker vi nu to ting: At Gud er skaber – og at Gud er den, som fører os ud af syndens fangenskab. Og det hænger jo sammen – for at komme ud af syndens fangenskab betyder også, at Gud skaber et nyt hjerte i os:

“Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez 11,19).

Det lyder nærmest som en operation, ikke? Og det sker jo mens vi hviler… hviler i ham… Og det sker, når vi giver ham tid = bruger tid sammen med ham.

Og hvis vi stopper med at bruge tid med ham… så holder hans forandring af os op med at virke… så forandres vi nemlig igen – væk fra ham.

Derfor denne ugentlige gave af særlig tid sammen med ham.