At slippe min knoklen

Der stod de – midt i Sinajs ørken. De havde forladt Egypten og et liv som slaver.

Slave. Ingen beslutningskraft over egen tid og eget liv. 24/7.

Og tænk, så minder Gud dem om den ugentlige dag til hvile, som han havde givet dem lige fra skabelsen af. Han lægger sabbatshvilen ind i de ti bud – at hvile i ham er en vigtig del af vores tilbedelse.

Tænk at stå der – frisatte slaver – og høre disse vidunderlige ord (2 Mos 20,9-11):

“Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren du Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde”
Ja, tak, Gud! Hvilken vidunderlig gave! En hel dag – hver uge. Et velsignet rum af tid. Samvær med dig! Og al trummerummen inviterer du mig ud af. Jeg kan slippe alt det, som til tider gør så træt… og hvile! Wau!

“… hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde…”
Et sted med hvile. Og intet menneske skal udnyttes, for at jeg kan holde fri… Som slave havde jeg ingen rettigheder… Foran dig har ethvert menneske rettigheder!

“… eller dine husdyr…”
Ja, og hvilen for mine dyr har du omsorg for. Også de er skabt med et behov for hvile for at kunne yde.

“… og heller ikke den fremmede i dine byer…”
Invitationen om din vidunderlige hvile rækker ud til alle!

“For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer…”
Du har skabt os sådan. Vi vil uden tvivl yde mere på de seks dage, når vi hviler den syvende…

“… men på den syvende dag hvilede han.”
Og jeg kan læne mig ind i din hvile! Den dybe genopbyggende hvile for mit sind og min krop! Du er her, sammen med mig!

“Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”
En velsignet og helliget tid…

Tænk at have forladt et liv som slaver, og få så vidunderlig en gave!

Og jeg takker Gud for, at gaven er her for mig i dag! Uge efter uge… at stoppe op, hvile, være sammen med ham på en særlig måde. … Og jeg kan slippe min knoklen…