Du kan være tryg i dommen

Jeg læste – og fandt denne forunderlige uddybning af Guds enorme kærlighed til os igennem sammenhængen mellem flere bibelvers. Er du klar?

“Frygt Gud og giv ham ære,
for timen er kommet, da han dømmer.
Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.”
(Åb 14,7).

At frygte og ære Gud – det handler om at sætte ham først; ærefrygt. Som det fx står her med parallel poesi i Ord 9,10, hvor ordene ‘frygte’ og ‘kende’ bruges parallelt:

“At frygte Herren er begyndelsen til visdom,
at kende den Hellige fører til forstandighed.”

Når vi står sammen med Gud, så handler dommen om, at han sætter os fri. Det står fx her i Dan 7,22: “Dommen var blevet fældet til fordel for den Højestes hellige, og den tid kom, da de hellige overtog kongedømmet.”

Vi skal tilbede ham, som skaber. Dette finder vi i sabbatsbuddet, det fjerde bud, her blot noget af buddet: “Husk sabbatsdagen hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde… For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den” (2 Mos 20,9-11). Og sabbatsdagen er dagen, hvor vi hviler. Vi hviler, fordi vi husker, at Gud har skabt – og han hvilede og velsignede.

Og nu kommer vi til kernen i Guds gerning i os – her fra 2 Mos 31,13-17: “I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer. … den syvende dag skal der være fuldstændig hvile. … Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.“

Det er Gud, der helliger os, hvilket sker, når vi hviler i ham. Og sabbatten er et tegn på det.

Det hele hænger så smukt sammen: Vi sætter ham først – lærer ham at kende – og vi kan med tryghed se frem til Guds dom, hvor vi frisættes – fordi vi tilbeder ham ved at hvile i ham og lade ham hellige os!

Forunderlige, kærlige Gud. Når vi overgiver os til ham, så frelser han os helt og fuldt!