Midt i smerten – Gud kender dit hjertes ønsker

Salme 38 er en salme fuld af smerte. Skrevet af David.

Han udtrykker ligefrem, at Gud er imod ham:
“Herre, straf mig ikke i din vrede,
tugt mig ikke i din harme!
Dine pile sidder dybt i mig,
din hånd hviler tungt på mig.”
(Vers 2-3)

David fortæller, at han selv er skyldig:
“Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.
Mine sår stinker og væsker
på grund af min dårskab.”
(Vers 5-6)

Hans familie og venner kommer ikke…
“Mine venner og frænder holder sig langt borte fra min lidelse,
mine nærmeste holder sig langt borte.”
(Vers 12)

Men dem, der vil ham ondt – de er aktive:
“De, der vil mig til livs, lægger fælder,
de, der søger min ulykke, planlægger ondskab.”
(Vers 13)

David føler sig magtesløs:
“Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan åbne munden;
jeg er blevet som en, der ikke hører,
og som ikke tager til genmæle.”
(Vers 14-15)

Han er slet ikke stærk:
“For jeg kan let snuble”
(Vers 18)

Og midt i alt det, så har han tillid til Gud!
“Herre, du kender alle mine ønsker,
og mine suk er ikke skjult for dig.”
“Dig, Herre, venter jeg på,
du skal svare, Herre, min Gud.”
“Skynd dig til hjælp,
Herre, min frelser!”
(Vers 10, 16 og 23)

David gik til Gud. Han sagde det hele til ham.

Gør du det samme, når livet gør ondt. Fortæl Gud det hele – og Gud kan godt bære, hvis du er træt af, at han ikke har grebet ind… Og gør som David – fortæl Gud, at du ved, at han ser alt det, der gør ondt. For Gud kender hvert eneste suk i dit hjerte! Og han er din frelser – ligesom han var Davids! Vent på ham!