Du kan stå stærk – i Guds mægtige styrke
Helt ærlig – jeg elsker det! Når jeg mærker, at følelsen af min skrøbelighed forsøger at overtage kommandocentralen – altså min hjerne – med en vis modløshed, træthed eller lignende, så er det skønt at læse om Guds fulde rustning i Efeserbrevet 6,10-20.
“I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.” Det er vildt – jeg får ikke blot styrke fra ham – nej det er hans styrke der favner mig! Det er virkelig ikke mig, der skal være stærk – men ham! Åh, kan du ikke mærke, hvordan vi kan slappe af i det…
Det handler om, at “holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Jeg synes, det ‘hjælper’ at tænke på dette store perspektiv. Livets fortrædeligheder handler nemlig ikke bare om, hvad der sker mellem mennesker – men det handler om, at der er en djævel, som forsøger at gøre dig og mig ukampdygtige ved at orkestrere ting i vores liv.
Huf. Det skal han ikke få lov til! På med rustningen.
Sådan virker rustningen: “Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.”
Det er en rustning – der kan alt! Ja, med hans rustning på, at kan du overvinde alt, som du kommer til at møde i dag! Uanset hvad der ser ud til at vælte dig, så vil du bestå! For du har hans fulde rustning på! Og igen – det er ikke dig, der skal klare det – du skal blot stå imod i hans styrke, i hans rustning!