Min historie møder en meget større historie

De var optaget af praktik. Midt i sorgen. Måske med en anelse bekymring. Det var det, de talte om; de sagde til hinanden: “Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven” (Mark 16,3).

Det var jo et godt spørgsmål. De var kvinder. “Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome” (vers 1). De var nok ikke megastærke, og stenen var sikkert stor og meget tung.

Tja. Naturligt.

Men vi ved noget mere. Vi ved, at om lidt ser de, at stenen allerede er væltet væk. De kommer til at se en engel i menneskeskikkelse. Og englen kommer til at sige til dem: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det” (vers 6-7).

Det var en anden historie. Og de kom ikke til at bruge de vellugtende salver, som de havde med for at salve hans døde krop.

To historier. Samtidig.
Den ene med sorg og bekymring. Den anden fuld af liv og jublende glæde.
Den ene menneskers. Den anden Guds.

Hmm. Wau!

Gad vide, hvor tit det sker?!

Åh, kære Jesus, lige nu giver jeg dig alle mine historier – alle mine tanker og bekymringer. Tag mig ind i din historie – tæt ind i din nærhed – der hvor du allerede har ordnet noget bedre for mig i den fremtid, som jeg er på vej ind i – end de små problemer, som jeg forsøger at forberede mig på… Jesus, mit hjerte jubler over at skrive det! Skriv bare din historie om alt mit!