I kærlighed er du blevet til

Sådan begyndte det hele. Efter at Gud i Første Mosebog det første kapitel har fortalt os om menneskets skabelse – sådan, lige ud af landevejen-agtigt “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os… Gud skabte mennesket i sit billede” (vers 26-27) – så tager han skabelsen af mennesket en gang til i det andet kapitel.

Det er ellers godt, nært og stort i det første kapitel. Tænk, at være skabt så vi ligner Gud! Skabt til at være herskere over alt på jorden. Skabt til at være velsignede og frugtbare.

Men det er som om, han tager os endnu tættere på sit hjerte i det andet kapitel: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (vers 7). Og jeg ser Gud for mig knælende ned på jorden, imens han arbejder med sine hænder og former et menneske. Han rører alt i mennesket. Og han slutter af med at sætte sin mund til menneskets næse for at give det liv.

Nært. Gud fortæller mig, hvor meget han elsker os mennesker! Vi har værdi for ham på en særlig måde.

Mange år senere minder Job Gud om sin værdi ved at henvise til lige præcis denne nærhed. “Dine hænder dannede og skabte mig… Husk at du formede mig som ler” (Job 10,8.9). Gud, du er skaberen… Husk, hvor meget det betød for dig, at skabe mig… Som en kunstner, der skaber sit perfekte værk… Alt var godt… Mærk kærligheden til mig i dit inderste…

Men Jobs historie havde en trist drejning:

“Dine hænder dannede og skabte mig,
og nu skifter du sind og tilintetgør mig!
Husk, at du formede mig som ler,
og nu gør du mig til jord igen.”

Nej… det føltes som om, Gud ikke tog sig af Jobs sag… Men Gud var der, og Gud tog sig af den… Gud slipper aldrig dig, som han har skabt! Heller ikke selvom det for en stund kan se sådan ud… Glem aldrig, hvor meget du betyder for Gud… Hans hænder vil stadig være om alt i dit liv… Han vil stadig blæse liv ind i dig, når alt synes mørkt… Han elsker dig for evigt! Tak ham for det i dine bønner…