Gud rummer alt det, vi ikke rummer

I desperation spurgte hun: Hvorfor skabte Gud menneskene? Der er så meget ondskab og lidelse i verden. Vi bliver kede af det, bare vi mister én. Gud ender med at miste millioner af sine børn. Hvorfor skabte han menneskene, når han vidste alt det?

Store spørgsmål. Spørgsmål om Gud – som jeg ikke kan udgrunde…

Men, jeg ved: Gud er kærlighed, så jeg er sikker på, at han skabte, fordi han elskede – og gerne ville overøse sine elskede med sine velsignelser.

Og så ved jeg: Kærlighed kan ikke fremtvinges. Kærlighed er frivillig. Og da Gud skabte, var han klar til at løbe risikoen: at engle og mennesker (og måske flere) fik en fri vilje. Og elskede.

Og for det tredje – og det er måske det vildeste: Gud var klar til at betale prisen. Det vilde er, at den oprindelige plan var, at vi kun skulle kende godt, kærligheden. Og det havde på alle måder været det bedste. Men – da synden så kom – så var Gud i stand til at gå et niveau op i kærlighed! Han gav sig selv! Hvor synden blev større, blev nåden større! En endnu større kærlighedsåbenbaring!

Og ja, naglemærkerne vil han have for evigt… Og tabet af millioner af børn… Gud rummer det, vi ikke rummer. Han tager smerten fra os.

Og store Gud! Hvilken uendelig kærlighed. Og kærlighedshistorien er den største!

“Gud er kærlighed” (1 Joh 4,16).

“Og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5,20).

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

“Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13,13).