Svigtet, glemt – han genopbygger dig!
OK, lad os tænke os en situation, for du føler dig totalt svigtet af Gud. Det er smertefuldt, det er mørkt, det er håbløst…
Vi finder sådan et udsagn i Bibelen: “Zion siger: ‘Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!’ “ (Es 49,14).
Og – nu svarer Gud så Zion og dig (vers 15-17):
“Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?” Nej vel. En mor glemmer ikke sit barn, det er hendes allermest elskede skat. Men alligevel… du kan måske komme på eksempler, hvor det er sket…
Gud fortsætter sine ord til dig: “Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” Min kæreste du – jeg glemmer dig aldrig! Aldrig.
Nej, for “Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje. De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej”. Jeg ved, hvor smertefulde dine følelser er… svigt… nedbrudthed… følelsen af at være glemt… Men jeg er lige her! Ikke blot dit navn, men dit væsen, din krop, hele dig er tegnet i mine hænder… Jeg elsker dig, og har altid min opmærksomhed på dig…
Vær tryg… jeg er på vej med genopbyggelse i dit liv! Du vil rejse dig sammen med mig… Der er liv, der en fremtid foran dig – for jeg elsker dig!