Det er for stort at se Gud!

Ved du, hvad der sker, hvis du ser Gud? Ja, altså i den største ‘dose’, som han kan give dig, uden at du udslettes af hans hellighed, af et alt for kraftigt lys, af al for megen guddommelighed…

Du vil føle dig meget, meget lille.

Esajas så Gud på sin trone i himlen – det var Gud, som åbenbarede sig for ham. Der var engle rundt om Gud, som bare priste ham i hans hellighed. Esajas reagerede med det samme: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre” (Es 6,5).

Det var stort at se noget af Guds herlighed. Det var for stort. Men det var også nødvendigt.

For lige der erkendte Esajas, at han var ikke ‘god’. Han var ikke et ‘bedre’ menneske end alle de mennesker, som han skulle fortælle om Gud. Han var ikke ‘særligt udvalgt’. Nej – han var en mand med et enormt behov – behovet for Guds nåde! Behovet for Guds kærlighed – for den havde han ikke i sit hjerte. Behov for Gud i alt!

Og Esajas fik det! En engel tog et stykke gloende kul fra Guds alter og rørte Esajas’ mund med det: “Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet” (vers 7).

Nu var Esajas klar til at tjene Gud. Ja, tjene Gud – bøje sig for den store herlige Gud – lade Gud fylde, gå med Guds budskab – ikke sit eget. “Her er jeg, send mig,” sagde han (vers 8).

Lad ham røre dig med sig selv! Se på ham – hvor stor han er! Så fyldes du med kærligheden til at elske andre – ikke ringeagte eller fordømme dem… Nej, for Jesus elskede dig der, hvor du ringeagtede og fordømte dig selv… Nu kan du virkelig elske!