Jeg beder dig dræbe dem, Gud

Markant. Overraskende at finde i Guds bog? Er det at være kristen? Er Gud sådan?

“Gid du ville dræbe forbryderne, Gud!
Vig fra mig, I mordere!
De spinder rænker mod dig,
de farer med løgn mod dig.
Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre?
Væmmes jeg ikke ved dem,
der rejser sig mod dig?
Grænseløst er mit had til dem,
de er blevet mine fjender.”
(Sl 139,19-22)

Gud… Far… der er så meget, der gør ondt… Ja, nogle gange er det, som om alt det onde i denne verden myldrer lige ind i min stue… ind i mit sind… og frygten griber mit hjerte…

Gud, hvordan håndterer du ondt?

Og fra Guds ord ved vi, at en dag, så har alt i denne verden haft sin tid. Valg er taget. Evig skæbne beseglet. Som den eneste kender Gud hvert eneste hjertes inderste. Som den eneste, kan Gud sætte stregen i sandet. Som den eneste, der kan give liv, må han acceptere, at dem, der ikke vil ham… heller ikke vil livet…

Gud, det er større, end jeg rummer… Men det er uendelig trygt, at det ikke er mig, som skal håndtere det onde, mordere og krænkere, dem, der gør verden utryg for alle andre… Tak, Gud, at det ikke er for meget for dig at rumme og at håndtere! Tak, at jeg kan overgive det hele – al ondskab – til dig. Tak, at du formår at give mig fred – midt i en ond verden – fred i at du magter, og at al ondskab en dag får en ende! Tak at du sætter grænsen. Tak, at din kærlighed er så stor!