Når jeg er dækket af mørke

Mørke.

“Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig’,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.”
(Sl 139,11-12)

Gud, du er bare den mest omsorgsfulde og ømme Gud – mennesket i mørket – møder du – i mørket!

Du flår ikke bare det beskyttende mørke væk… Du tænder ikke bare lyset ubarmhjertigt og råt… Du kommer og er… Er nær med mennesket i mørket…

For du skræmmes ikke af mørke – ligesom du ikke skræmmes af det, som gør allermest ondt… Sammen med dig er der plads til alle tårer, alle de skamfulde minder, sorgen, mindreværdet, smerten i sind, i krop… Og så er du der – kærligt, varmt – favnende…

Og så er mørket med ét anderledes… Ikke længere farligt og utrygt… for det er lyst for dig! Din kærlighed kan gennemtrænge hvilket som helst mørke. Du kan lade den forpinte favne af din kærlighed – også i mørket… og det kan blive stedet, hvor man giver slip… hvor man mærker kærlighedens intense fylde… og bliver klar til at stå op og gå videre – i dit lys…