Du giver mig et spændende liv
“Alle mine veje er du fortrolig med” (Sl 139,3).
Ja, men det er fantastisk, at du er fortrolig med mine veje… Nej, jeg mener, det er jo helt naturligt, fordi du er Gud – men det er så fantastisk for mig, at det er sådan, fordi det gør mig mindre frygtsom og mere modig. For – det, der er ukendt for mig, er jo kendt af dig. Så – det er trygt – for du kommer jo aldrig ud for noget, som du ikke kan håndtere – modsat mig… Men – sammen med dig, så kan jeg jo også. Det er vildt. Vildt fantastisk.
Og så spændende – for det er altid spændende at se og opleve, hvad du gør – hvad du vil – hvad du har gang i. Uden tvivl, Gud, du er den mest spændende faktor i mit liv! For alt dit er bare så meget større, end hvad jeg kan forestille mig. Også de små ting.
Men tilbage til alle mine veje… sjovt, for jeg oplever egentlig, at det mere og mere er dine veje. At jeg er i din plan. … Og – det er jo bare sådan, det er – at dine veje bliver mine veje. Det vil jeg virkelig takke dig for, for jeg elsker dine veje.