De så ikke bare babyen – de så Gud!

Så, nu er historien virkelig ved at få flyvehøjde: Allerede i kapitel to i Matthæusevangeliet bliver den lille Jesus tilbedt som Gud. Det er totalt godt ind i det, vi ønsker os med vores møde med Matthæus’ historie: Vi vil møde Gud!

“De gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det” (Matt 2,11).

Fantastisk! Samtiden så Gud i den lille Jesus! Gud som menneske.

Men selv denne historie er omvendt. For dem, der mødte Gud – var fremmede! Godt nok var de vise mænd – men de kom fra Østerland. De var ikke jøder. Og de efterspurgte “jødernes nyfødte konge” og med et helt klart formål: “for at tilbede ham” (vers 2).

Vi er på ‘samme hold’ og kan ikke få hænderne ned af glæde. Men sådan havde de jødiske ledere det ikke. De var på ingen måde begejstrede over en nyfødt konge. Og de fremmedes vidnesbyrd om, at de havde “set hans stjerne stå op”, kunne de bestemt ikke tage som guddommelig tale.

Gud var der. Men hans egne så det ikke. Men det havde nogle i et fremmed land – og de troede – og kom.

Med historien må vi give Gud lov til at prikke til os. Til at prikke til vores til tider arrogante og selvfede opfattelse af, hvem der kan dele historier og erfaringer om det, at kende Gud…

Gud er jo Gud… Han kan godt være lidt ‘omvendt’ nogle gange… Åbenbare sig på måder, vi slet ikke forventer… Måske er det på tide at lytte mere og være mindre i, hvad vi ‘forventer’… Så vi ikke overser Gud, når han kommer til os…