Jesus voksede i forståelsen af, at han var Guds Søn

Babyer ved (næsten) ingenting. Heller ikke baby Jesus.

Der står om barnet Jesus, at han “gik frem i visdom og vækst” (Luk 2,52). Og jeg stoppede op ved tanken om, at Jesus også voksede i forståelsen af, at han var Guds Søn.

Hvornår mon Maria fortalte ham om englens besøg den gang, han blev undfanget?

Gad vide hvornår han læste Mika 5,1 “Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel” – og tænkte, at det passede sammen med, at han var født i Betlehem?

Hvornår kiggede han mon for første gang på offerlammet og vidste, at én dag var det ham, der skulle dø som et lam?

Fra helt lille af var Jesus optaget af Gud. Og da han var tolv år og var i templet og talte med lærerne, så var det sådan, at “alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav” (Luk 2,47). På det her tidspunkt vidste Jesus, at han var Guds Søn – han sagde til sine forældre, da de ledte efter ham: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” (vers 49).

Jeg bliver rørt over min kære Jesus… at også han gik skridtene, som vi må gå – og vokse i forståelse og visdom… Jeg bliver rørt over Gud – alvidende, mægtige Gud – at han gav afkald og begyndte livet her som et lille barn…