Gennem smerte kommer liv – og vi er ikke alene i smerten

”Mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde” (Luk 2,6). Maria havde nu båret Guds Søn i 9 måneder. Og som alle andre kvinder – ”i smerte skal du føde børn” (1 Mos 3,16) – måtte Maria føde barnet. Men bagefter kunne hun med en mors glæde knuge den lille ind til sit bryst.

Livet havde ikke været det samme efter HAN var kommet ind i hendes liv. Ja, bogstavelig talt. Mødet med Elisabeth havde styrket hendes tro. Josefs oplevelser havde vist hende, at dette virkelig var Herrens plan. Retsindig, som han var, ville han sende hende væk, da hun ventede barnet. Hvem kunne tro på sådan en historie? Men da en Herrens engel fortalte ham tingenes sammenhæng, så var han klar til at gå vejen, som Gud kaldte ham til, sammen med sin Maria.

Til dem begge havde Gud sagt: ”Du skal give ham navnet Jesus” (Matt 1,21; Luk 1,31). De skulle være forældre – for Guds Søn – sammen!

Sådan kaldte Gud dem – sammen. Og begge mærkede, at de var sammen med Gud i opgaven. Gud og menneske, menneske og menneske.

Jesus kom – ”Gud med os” (Matt 1,23) – for at vi skulle opleve ham helt tæt på. Men også for at vi skulle komme tættere på hinanden. Mærke, at Gud sender os sammen med hinanden i tjenesten.

Og smerten ved at føde er nu ikke lige så slem, når der er en at holde i hånden, som også kan tørre ens pande. Måske kommer alt liv i denne verden igennem en vis smerte… Og måske må vi ofte knuge den vi holder af, samtidig med at vi mærker en vis smerte… Men vi er ikke alene i smerten! Gud er os helt nær – og han sender os på forunderlig vis til hinanden.