Frelse fra fortidens mørke skygger

Zakarias profeterede om den lille Johannes: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse” (Luk 1,76-77).

Hvis jeg hørte Johannes – så ville jeg altså lære noget om frelsen i, at mine synder bliver tilgivet. Og hvad er så egentlig så stort i det?

Har du syndet? Har du gjort noget – mørkt og grimt – som du af hjertet ville ønske, at du aldrig havde gjort?

Lad mig fortælle dig noget. Rent fysisk så kom jeg et sted, der kunne kalde den type minder frem i mit sind. Men ved du hvad – minderne var væk! Nej, ikke sådan at jeg ikke kunne huske dem… Men nåden var bare større!

Lige på det sted var jeg favnet af Guds nåde. Der var ikke noget at græde over, at fortryde, at være flov over – for det var tilgivet – og jeg var ren som den hvideste sne.

Det fortalte Ånden mig i mit hjerte. Og næh – det har egentlig ikke så meget med mig at gøre – men rigtig meget med HAM at gøre! Han lagde hele sin milde tilstedeværelse ind i mit hjerte – og jeg var elsket og fri og kunne med løftet hoved gå videre.

Når jeg har stået sådan overfor Gud… så kan jeg også se alle mennesker lige i øjnene… Så kan jeg tjene ham, som har tjent mig, være til tjeneste for mennesker – uden at frygte for at livets mørke hemmeligheder skulle slippe ud… For næh… de har været åbnet for ham… og så er der ikke mere…

”Han har besøgt og forløst sit folk” (vers 68) – og også i dag er hans gerning ”at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej” (vers 79).

Gud vil frelse dig fra dit mørke! Gud vil sætte dig fri! Gud vil lade sin nåde gennemskylle dig til din jubel og fred!