Fra vilde tanker til fred
Stunderne, hvor de vilde tanker ræser rundt – ikke bare i sindet – men i kroppen: Bekymringer!
Der er intet som bekymringer, der kan stjæle livskraft og glæde…
Det er pinefuldt, når de griber kroppen, og hvileløsheden tager over…
Og lige der, kommer Herrens stærke ord til os gennem Paulus:
“Glæd jer altid i Herren!
Jeg siger atter: Glæd jer!
Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.
Herren er nær.
Vær ikke bekymrede for noget,
men bring i alle forhold
jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”
OK – det var din og min del! Jeg kalder det: Fokus på Jesus! Når vi koncentrerer os om at fokusere på ham – så begynder glæden at komme ind i årerne… ind i sindet… ind i hjertet… Og glæde og bekymringer kan ligesom ikke være der samtidig.
Men der er også knyttet et stærk løfte til at fokusere på Jesus – ja, en erfaring som jeg er sikker på, at Paulus selv har oplevet mange gange:
“Og Guds fred,
som overgår al forstand,
vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”
(Fil 4,4-7)
Når vi tager skridtet: At fokusere på Jesus og takke ham for den, han er. Så tager han over – med sin fred – og han fastholder os i sig selv.
Når bekymringerne griber os – så er dette vejen: Jesus!