Søg først Gud – og så sørger han for dig
Et kendt og elsket vers – jeg kan endda synge det, fordi nogen har sat en melodi til: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33).
Og nu vil jeg dele en historie fra Bibelen med dig – hvor vildt fantastisk det er i virkeligheden.
Der var hungersnød, fordi der var tørke. Alt skrumpede ind. Hun var enke, og beholdningen af alt var så lav, at hun var nået til det sidste… ét sidste brød kunne hun bage… og hun så døden lige i øjnene: Når det brød var spist, så måtte hun selv og hendes søn dø.
Hun er ude at samle brænde – så hun kan bage – og Elisas kommer, og siger først til hende “Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke”… og “Tag også et brød med til mig” (1 Kong 17,10.11).
Hun sagde det, som det var… at hun ikke havde et brød… kun ingredienserne til det sidste…
Elias siger: “Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden” (vers 13-14). Vildt, ikke? Vær ikke bange… sæt Gud først…
Hun gjorde det!
Og “krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias” (vers 16). Vildt, ikke? Skønt! Forunderligt! Vidunderligt!
Tænk det lige i praksis… I begyndelsen af kapitel 17 får Elias at vide, at det vil stoppe med at regne. I begyndelsen af kapitel 18, i det tredje år, så er tiden kommet, at de skal få regn igen. Så – hvor længe kom der mon mel ud af den samme krukke igen og igen, og olie ud af kanden… 1 år? 1½ år? 2 år?
Vildt fascinerende… Sådan ser Guds løfte ud – omsat i virkeligheden! VÆR IKKE BANGE! SÆT GUD FØRST! Så skal han nok tage sig af resten i dit liv!