Vil du ha’ mere fra Gud, end du forestiller dig?

Ja, næsten et underligt spørgsmål: Er det da ikke bare skønt at få mere, end vi forestiller os?

Jeg er i gang med nogle kapitler i Johannesevangeliet. Og til jødernes fortrydelse, så viser Jesus på den ene og på den anden måde: At han er Gud!

Og det er simpelt hen for meget! “Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten [ved at helbrede en lam, og bede ham tage sin båre og gå], men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig” (Joh 5,18).

Jøderne ventede Messias – men ikke Gud. De ventede et menneske – en konge, der kunne overstråle alle tidligere konger, en befrier, stærkere end nogen der tidligere havde ledt deres hær, en profet, med mere magt end nogen tidligere profet… men ikke Gud.

Og tænk – Gud sendte ikke blot et menneske – han kom selv – og så ville de ham ikke. Mega trist. Og på en eller anden måde mega underligt.

Kendte de ham da ikke? Næh… øjensynligt ikke…

Ups… kan vi blive så optagede af at bede om det, vi vil ha’ fra Gud – i stedet for at bede om Gud selv? Kan vi misse ud på ikke at kende Gud, fordi vi kun er optaget af hans velsignelser?

Det er godt nok skidt… men – når vi ved, at det er en risiko, så ved vi også, hvor vi skal gå hen med det:

Kæreste Gud, kom til os med mere, end vi beder om! Giv os ikke først og fremmest dine velsignelser – giv os dig selv! Vi vil dig! Ved din nåde vil vi ikke begrænse dig med vores forståelse… tilgiv os, når vi kommer til det… Løft vores sind til at se forunderlige dig!