‘Kærlighed’ – forvrænget, efterlignet, uægte…

Jeg har egentlig mest lyst til, at invitere dig til at læse stykket fra i går – for det er der så meget liv i! Guds vidunderlige kærlighed – og at al kærlighed overhovedet har sin oprindelse i ham. Han er selve kærlighedens kilde – og vi elsker kun, fordi han elskede os først: “Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19).

Men – når vi ser og oplever det, der kaldes ‘kærlighed’ – så kan vi godt blive forvirrede. Og helt enkelt: En masse ting sker under overskriften ‘kærlighed’ – men i virkeligheden er det alt muligt andet – udsprunget af mennesket selv, af egoisme, det har sin rod i synd. Og nej, det er ikke kærlighed.

Og så er der i virkeligheden en forvirring mere – det står beskrevet sådan her hos profeten Jeremias: “Hjertet er det mest bedrageriske af alt” (Jer 17,9). Vi kan tro, at vi elskede – og så opdager vi, at vi bare ville vores eget. Øv. (Og ofte opdager vi det måske ikke…)

Men stadig er der også noget, der er enkelt. Som Johannes skriver: “Hvis nogen siger: ‘Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (1 Joh 4,20-21).

Det giver umiddelbart mening, ikk’ – er vi fyldt af kærlighed – så vil det ses i vores liv i den måde, vi er på overfor hinanden. Men det er også lidt svært – for hvordan håndterer vi så de virkelig ækle mennesker, som er direkte onde mod os? Skal vi elske dem?

Pyha… men så stærk er Guds kærlighed – Jesus sagde: “Elsk jeres fjender” (Matt 5,44). Og ja, han kan fylde os med kærlighed – selv til de virkelige uelskelige…

Men – det er ikke det samme som, at vi ikke skal sætte grænser for ondt… Det kigger vi på i morgen.