Gud giver sin Ånd i rigelighed!
Hold så op med at være misundelig på, hvordan Gud bruger andre mennesker – at det ikke er dig, som har ‘succes’ med det, de gør! Du har rigeligt at tjene med – brug det! Guds Ånd giver rigeligt – der er opgaver og nåde til alle – hans ledelse og kald er der for dig!
Ja! Sådan.
Johannes Døberen siger dybe ting, da hans disciple kommer, jaloux over Jesus’ fremgang: “Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham” (Joh 3,26).
Hold nu op… “Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet af himlen,” (vers 27) siger Johannes.
Det har aldrig været meningen, at det var mig, der skulle være centrum… “I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham” (vers 28). Vores roller er altid relateret til centeret: Kristus.
Så det hele handler om, at “han skal blive større, jeg skal blive mindre” (vers 30). Det er fantastisk, når folk ikke ser mig, men ham! Det handler på ingen måde om ‘min succes’ – det er så uendelig meget større.
Og det er Ånden, som gør det: “For han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål” (vers 34).
Gud giver ikke Ånden efter mål… ‘så, nu har du fået det, der tilkommer dig’-agtigt… Nej, Gud giver Ånden rigeligt. Gud brugte både Johannes og Jesus… Gud bruger dig, Gud bruger andre – Gud bruger enhver, der vil bruges.
Og Johannes havde forstået det – det er altid Jesus, som skal være i centrum!