Lad dit hjerte mætte af at være sammen
Jeg tænkte bare over, hvor meget relationer betyder. For Gud. Ja, for Jesus. … Og så også for mig. Ja, at vi er skabt til at indgå i relationer – og relationer er bare så vigtige!
Vi mættes i relationer – af fryd og glæde, af kærlighed, det modvirker ensomhed og kedsomhed, der er latter og sjov, det er rigere at dele gode oplevelser med andre, end at være alene om dem, det er skønt når øjne møder øjne, det er dejligt, når hjertet griber en andens smil – et smil givet til mig, sorger er ikke så tunge, når en anden giver mig et knus, det svære er ikke så svært, når en kan hjælpe mig…
Når jeg ser på Jesu liv, så kredsede det om relationer – opad til hans far – udad til andre. Så – det at være kristen handler om at have relationer.
Livet med Gud – det er relation. Jesus siger det så stærkt: “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3).
Og lige så stærkt udtrykker Jesus sig om fællesskabet, vi skal have med hinanden: “I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh 13,34-35).
Lad os være sammen – og mættes! Virkelig sammen med Gud – så vi kender ham, som vores bedste ven, ham, vi deler alt med. Lad os ikke leve i åndelig fattigdom, men lad os løbe ind i hans elskede favn. Lad os elske hinanden – i virkeligheden.