Hyklerisk eller autentisk? Hvad betyder det?

Jeg blev for et øjeblik optaget af sproget.

Hykler kommer fra det græske ord hipokrités, som betyder ‘skuespiller/skuespillerinde’. Dette følger af verbet hipocrísin, der oversætter at ‘handle/foregive’ – i sammenhæng med at ‘spille en rolle’. Oprindeligt var ordet ikke forbundet med noget negativt, men senere kom det til at udtrykke, at mennesker foregav noget, de ikke var. Og det var sådan, at Jesus brugte det, når han talte til de skriftkloge og farisæerne i Matthæus kapitel 23.

“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed” (vers 27).

Jeg tænkte, at det modsatte af hyklerisk må være at være autentisk.

Autentisk kommer også fra græsk, autentikós, der oprindeligt henviste til noget, der var forbundet med absolut magt. Efterfølgende blev det brugt på latin, authenticus, i betydningen ‘original’ eller ‘der reagerer på sig selv’.

Og ja, det føles på ingen måde godt, at være sammen med mennesker, der bare spiller en rolle overfor en. Man mærker ikke mennesket, ved ikke, hvad der er ægte eller ikke er, eller føler sig ikke betydningsfuld nok til at møde hvem, de egentlig er.

Derimod er det befriende at være sammen med dem, som bare er dem, de er… Der er en dragende magt i det, der er ægte. I al fald, når det er positive ting…

Og måske er det der, at kæden ryger af for mennesker… De synes ikke, at det, de kan fremvise af sig selv, er godt nok – og så må de hykle for at se bedre ud, eller være mere end de er…

Men vi ved godt – den går ikke…

Det er skønt, at Jesus ser os – og elsker os – lige som vi er! Og sammen med ham – så bliver også vores autentiske jeg stærkt og tiltrækkende… også selvom det måske i udgangspunktet ikke er det…

Skønne frihed i Jesus! Ingen grund til at hykle.